Alternativ Klub Guide – S.S.C Napoli

I denne dybdegående serie går vi i dybden med klubber og Ultras, som virkelig er essensen af italiensk fodbold. Det er i sidste ende en guide, ja, men en, der vandrer ud af sportens centrerede spor og fører dig gennem de historiske, politiske og sociale landskaber, der har formet selve identiteten for Italiens store hold. I denne del er det ingen mindre end Napolis tur.

Napoli

Societa Sportiva Calcio Napoli, eller bare S.S.C. Napoli, er en italiensk fodboldklub grundlagt tilbage i 1926 som byen Napolis eneste professionelle af slagsen.

Det er først og fremmest usædvanligt taget i betragtning af, at Napoli er Italiens tredjestørste by efter Milano og Rom med lige knap en million indbyggere, der sammen udgør det stolte, berømte og berygtede Napoli folk. Byen er blandt andet kendt for dens plagende mafia-relaterede kriminalitet, men den er meget mere ved siden af.

Napoli blev i 1700tallet oprettet som en græsk koloni og oprindeligt døbt Parthenope (datter af guden Anacaeus), men blev senere omdøbt ’Neapolis’ og derefter ’Napoli’, der betyder “ny by” på græsk.

Byen ligger ved Middelhavet mellem to vulkanområder Vesuv og Campi Flergrei, som anses for nogle af verdens farligste vulkaner. Her har man også et stort havneområde, hvor der går færger til alt fra Cagliari på Sardinien, Palermo på Sicilien og Tunesien i Afrika.

Bybillede af Napoli havn med de to vulkaner i baggrunden

Kulturelt kan man blandt andet finde verdens ældste operahus Teatro San Carlo, og så er Napoli efter sigende pizzaens fødeby. Dette er dog noget, du rådes til at holde indenfor ‘Parthenopes’ grænser, da det er et noget kontroversielt emne at bringe op i Norditalien.

Sidst, men ikke mindst, ligger byen også navn til den notoriske fodboldklub S.S.C. Napoli, der særligt er kendte for deres fanatiske fanbase, der stort set tæller samtlige af byens million indbyggere.

Anført af Diego Den Store har de azurblå vundet to Scudetti (1987 og 1990) samt et UEFA Cup-trofæ og seks Coppa Italias. De har hjemme på det historiske og netop omdøbte Stadio Diego Armando Maradona.

Før det legendariske stadion gennemgik det nylige navnskift, hed grunden Stadio San Paolo, hvilket var en reference til legenden om apostlen ’St. Paul’, der angiveligt skulle have opholdt sig i Fuorigrotta, da han nåede frem til det nuværende Italien. Netop Fuorigrotta er et ganske relevant område, det er nemlig forstaden, hvori Napolis hjemmebane er placeret.

Stadion – Stadio Diego Armando Maradona

Embed from Getty Images

Napoli har hjemme på Stadio Diego Armando Maradona, som bekendt er beliggende i byens mest beboede forstad Fuorigrotta. Med dets kapacitet på 54.726 siddepladser rangerer grunden sig som Italiens tredjestørste fodboldstadion.

Stadio Diego Armando Maradona blev grundlagt i 1959 og er siden gennemrenoveret i 1989 op til VM 90 og igen i 2018. Det ovalformede arkitektoniske kunstværk er berømt qua sit unikke udseende som har haft pionerende indflydelse på designs af mange, nyere stadions.

Det er kendt for sin omliggende løbebane, karakteristiske ovale form og massive opbakning uge ind og uge ud. Særligt i Maradona-æraen, hvor det napolitanske folk dannede en intimiderende fæstning for ethvert besøgende hold, mens klubbens udeblokke var af samme substans.

I dag er der som regel færre mennesker at finde på kampdag, selvom det langt fra er nået til en decideret aflivning af passionen og de smukke og medrivende sange fra de azurblå tifosi. Passionen for calcio er stadig ekstrem, hvor klubben sidestillet med kirken bærer beboernes åndelige identitet.

Ultras

CUCB, Ultras Napoli, Fedayn. Masseria, Blue Tiger, Nucleo, Old Clan 91, South Boys, Cobra, Wanted, La Iene, Mastiffs, Teste Matte, Vecchi Lions, Brigata Carolina, Ultra Girls, Ladies Napoli

Diego Maradona har ikke kun haft en essentiel betydning for Napoli i form af titler og et nyt stadionnavn, men i lige så høj grad for klubbens fanscene. Faktisk for hele byen som folk.

Opfattelsen af byen bærer et nostalgisk præg med dens associationer til den legendariske, og nu borte, Diego Armando Maradona. Om man levede dengang eller ej, forbinder mange stadig Napoli med deres storhedstid i 80’erne. Dengang middelklassen fra Syditalien anført af et evigt ikon stjal både hæder og opmærksomhed fra det rige nord.

Embed from Getty Images

 

Som den italienske antropolog Amalia Signorelli noterede, da Napoli tilbage i 1987 vandt deres første Scudetto i 61 år: ”Verden havde ændret sig. Den mest larmende, tætbefolkede og kaotiske by var pludselig øde.” Beskrivelsen var af bybilledet, dengang Napoli spillede mod Fiorentina ’dengang i maj’ og indikerer om noget, hvad fodbold betyder på disse kanter.

Tesen blev i ’87’ cementeret, da det endelige slutfløjt lød, og det sparkede en eksplosion i gang på det daværende Stadio San Paolo, der fik selv nabovulkanen Vesuv til at virke harmløs. I bogen ’Calcio’ observerede forfatteren John Foot, hvordan fansene i gaderne viste fansenes karakteristiske træk, der siden har været forbundet med det at være napolitaner.

Ironi, parodier, blasfemi og nærmest makabre udklædninger, gadekunst og optog fandt sted overalt i byen. I den mere gængse ende af aktiviteterne kunne man finde gadefester til den tidlige morgen, men det kunne også blive vildere end det. Eller mere mærkeligt. På væggene i kirkegårde stod med blå graffiti ”Guaglio! E che ve sit pers” (Gutter, I ved ikke, hvad I er gået glip af), begravelsesoptog fandt sted for Juventus, som de netop havde væltet af tronen af italiensk fodbold, mens der samledes til ofringslignende hyldester for deres befrier Diego Armando Maradona.

Et sjældent billede fisket ud af en gammel Sky-artikel. Et af de mange bannere hilsende elskede, bortgåede napolitanere. “I ved ikke, hvad I gik glip af.”

Fordi folket i Napoli er så tæt forbundet med klubben, er ultras bevægelsen nærmest blot perifert forbundet med S.S.C Napoli. Dermed ikke ment, at den ikke har eksisteret. Læn dig blot tilbage.

Organiseret support

Historien om klubbens ultras kan med fordel deles op i to bidder – Curva A (bøjningen i nord) og Curva B (syd). Curva A har historisk set været det mest befolkede afsnit. A har været kendt for at være mere voldsomme, mens B de mere rolige.

Den første ultras gruppe nogensinde til at skabe en koreografi på en kampdag var, ganske modsigende, Commandos Ultras Curva B (CUCB). Gruppen blev formet tilbage i 1972, hvor de hurtigt etablerede sig selv ved både at skabe deres egen avis og TV program. Kendskabet til gruppen eksploderede i denne spæde fase.

I løbet af deres eksistens har CUCB været kædet sammen med en række voldelige episoder, hvilket de i 80’erne selv reagerede på med banneret ”Vold deler os, vores passion samler os”.

CUCB’s bedste tider var ikke overraskende i årene omkring Scudetti triumferne. Pulsen var altid høj, og de medrejsende mange, vilde og sultne. Der var en følelse af at skulle bevise sig. Men ikke længere på en underdanig måde, for man havde jo overvundet det ubarmhjertige nord. Det bundede, blandt andet, i en følelse af være frigjort.

Som det meste andet i verden, så har alt godt sin ende, hvilket CUCB også måtte indse, da grupperingen opløstes, dengang frontpersonen ,Palumella, trådte ud af miljøet på baggrund af sin brors pludselige død.

Som et resultat af dette så nye grupperinger af Ultras’ dagens lys såsom Fedayn i 1979 og Ultras Napoli, der begyndte at diktere sangenes gang på Curva B.

Fedayn 1979 og Ultras Napoli havde tidligere levet i uvenskabelig samhørighed, hvor grupperne for eksempelvis nægtede at synge i takt. Dette ville dog ændre sig, eftersom Fedayns mere rebelske omdømme så dem modtage en invitation til at stå på Curva A, hvor de lige siden har domineret Napolis fanscene blandt andet med det infamøse slogan ”Estranei alle Massa” (væk fra normen).

Embed from Getty Images

Fedayn er stadig hjertet af Napolis supportkulturs DNA, hvor de har udviklet Curva A til den berygtede status, den har i dag. Det var i øvrigt også Fedayn drengene, der orkestrerede den originale Allez, Allez, Allez, som Liverpools fans efterfølgende lod sig inspirere af med deres version af sangen. En betydeligt mere berømt version, men langt fra bedre. Sådan er det i øvrigt med flere ting ovre i England. Angående fodbold, lad os blive ved det.

Betydningen af nord og syd

Selvom Napolis fans’ har erklæret sig apolitiske, så gælder dette ikke deres opdelte syn på det nordlige og sydlige Italien.

Historikeren Nicholas Doumanis argumenterede engang, at nord og syd i Italien er som to forskellige lande, og det er noget nær sådan, at napolitanerne ser den sociale opdeling, det kulturelle, økonomi såvel som i fodboldens verden.

Napolitanerne er ofte ofre for territorial diskrimination, noget som de både omfavner og giver igen i forhold. Blandt fordi; hvad skal man ellers gøre?

Her er opgør mod Juventus, Hellas Verona, AC Milan og Internazionale særdeles eksplosive, hvor hadesange fra hån om, dengang Vesuvs udbrud dræbte tusindvis af mennesker til, at napolitanerne er beskidte og syge, runger rundt på de landsdækkende, TV-transmitterede curver.

Når det så er sagt, lader Napolis fans sig sjældent bare trampe på, hvad angår fornærmelser. De er også klar på selv at give igen.

Et godt eksempel var i 2013, da flere norditalienske fans blev ramt af stadionforbud, hvilket fik Napoli til at vise et banner med teksten ”Vi er Napoli, de kolera-smittede. Kom og luk vores Curva”, alt imens konfetti, lys og flag dominerede TV billederne. Desværre er det ikke altid blevet ved sange og bannere.

Da skal vi kun tilbage til 2014 op til Coppa Italia finalen mellem en anden klub fra nord, Fiorentina, og så Napoli. Store sammenstød eskalerede, hvilket ledte til, at tre Napoli-fans måtte indlægges på intensiv, mens en enkel Ultra, Ciro Esposito, afgik ved døden efter at være blevet skudt.

Senere kom det frem, at volden ikke indblandede Fiorentina-fans, men ultras fra AS Roma, der ikke en gang havde nogen sportslig aktie i opgøret. En af Romas aktive, Daniele De Santis, blev senere dømt for mordet.

Dette belyser Napolis forhold til Roma, der er af ringere stand end til nogen anden klub i Italien. Dette skyldes på sin vis, at hadet i langt mindre grad har med regionale anliggender at gøre (da Rom og Napoli blot ligger 220 kilometer fra hinanden), men udelukkende fodbold og deres interne historik på curver og gader.

Fan-favorit – Careca

Embed from Getty Images

Ingen vil nogensinde overgå Diego Maradona, men han har allerede fyldt en del i teksten. Og i øvrigt er en enkel sektion i et større stykke ikke nok. Han kræver plads, den lill.

Men for kort at sætte et enkelt aftryk mere fra Maradona, så er det ikke kun den sportslige succes og spillerens verdensklasse optrædener, der har ført ham den status, han har i dag og i uendelig fremtid i Napoli. Det var helt grundlæggende hans ydmyge baggrund og rebelske natur, der passede så ideelt med napolitanernes identitet, mens hans passion og genialiteter på banen passede til Napolis karakter. Han blev som en adopteret søn for hele folket. Æret være hans minde.

Var Maradona nu aldrig endt i Napoli, så er der en god chance for, at spilleren Careca var en af de Napoli-figurere, man ville huske tilbage på med varme og begejstring.

Brasilianske Careca var en del af den legendariske fronttrio med Bruno Giordano og Diego Maradona, hvilket har ledt til et legendarisk minde af den farlige målskytte. Brasilianeren kom til Napoli i 1987 og scorede imponerende 13 gange i sin første sæson.

Senere fulgte flere historiske år. Med et Uefa Cup trofæ og yderligere en Scudetto, hvor han over en femårig periode scorede 73 mål i 162 kampe for Napoli.

Careca havde både en farlig fart og en glimrende teknik, men han var ikke kun kendt for sine samba-kundskaber. Carecas signaturtræk var ofte at runde målmanden, når han var fri foran mål, mens han ligeledes havde en målnæse, der gjorde ham livsfarlig inden i det lille felt.

Napoli-fansenes bånd til Careca blev manifesteret tilbage i 1999 til angriberens Testimonial, hvor 50.000 mennesker sang ”O Care, Care, Care, tira la bomba, tira la bomba” lød fra hele den hele den himmelblå menneskehær. På dansk oversat til “Åh, Care x3, smid bomben x3”. Den var nok ikke gået i dag, men vi vidste jo gode, hvad de mente.

En fortjent anerkendelse af en klublegende, der af naturlige årsager stod i skyggen af en hårprægtig argentiner.