Italiensk Stadion Guide: Stadio Marcello Torre - Paganese Calcio

Stadions er essensen af, hvad det vil sige at være til fodbold. Det er en værtsplads for medrivende sportsøjeblikke, men det er også et samlested for ligesindede og et frirum fra hverdagens stress og jag. Stadions er rygraden af fodbold, og derfor finder mange interesse i viden om disse legendariske grunde, som særligt i Italien bærer en stor del af identiten i hver klub.

I denne udgave går vi i dybden med Paganese Calcios Stadio Marcello Torre.

Stadio Marcello Torre – Paganese Calcio 1926

Små 35 kilometer vidt fra centrum i Napoli ligger en flække i Salerno-provinsen i regionen Campania ved bynavnet Pagani.

Pagani rummer bare 35.000 indbyggere og er i grunden så almindelig en landsby, du finder i Italien.

Spækket med lokale tankstationer, afblegede reklameskilte og defekte LED-lys, præges bybilledet yderligere af beskedne boligblokke, rækkehuse og spaltede asfaltveje befærdede overvejende af syns-trængende knallerter og fodgængere.

Hvad der ikke er helt normalt, i det mindste ud fra danske normaler, er den uforstyrrede udsigt til Monte Lattari, bjergkæden, der pryder horisonten mod vest.

Ved ankomst til Pagani føres du gennem en snæver rundkørsel og derefter via en så smal tunnel, det overhovedet er muligt at klemme sig i gennem i en almindelig personbil. Ved små 1000 meters fært til højre fra åbningen af tunnelbanen, dukker et par lys standere og glimt af en endetribune op. Igen på højre hånd.

Der er tale om groundhopperens store seværdighed, det intime Stadio Marcello Torre.

Stadionet tilhører Serie C-klubben Paganese Calcio, en lille syd italiensk klub, der sjældent gør sig bemærket udenfor de lavere rækkelags lydtætte facade.

Klubbens oversete hjemmebane, det uforfalskede Stadio Marcello Torre, gemmer på en unik oplevelse, man ikke just forventer ved første indtryk.

På Stadio Marcello Torre med Emil E.F. Olsen

Ankomst til stadion hænder efter en mislykket udflugt på vulkanen Vesuv; her blokeres vi først og fremmest videre færden 50 meter fra toppen “grundet corona”, hvorefter et mix af dårligt internet og ringe stedssans i forbindelse med nedstigningen resulterer i, at der snart er pause, når jeg endelig ankommer på stadion-adressen i Pagani.

Et vilkår, der umiddelbart syntes begrænsende for oplevelsen, men tværtom gjorde det spontane og forhastede affæren dét mere intens og flydende, som man følte rammerne omkring sig løsere og mindre definerede.

Jeg bruger første halvlegs overtid og det meste af pausen på at rende ned til en tankstation, derefter en cafe, alle steder, hvor nogen mente, man måske kunne få en billet.

I desperation klappede det at kalde en lokal ned ovre på familietribunen, men heller ikke han kunne hjælpe, selvom han tilsyneladende var højstemt over, at denne hektiske udlændinge var kommet for at se hans lille klub spille.

Skuffet stiller jeg mig ved entrada skrankene, der ikke åbner op, før jeg viser en gyldig billet. (Italien har af flere årsager stramme ledesnore vedrørende stadion-indgang).

Men det var kun, indtil døren åbner, og to ultras træder ud. Begge i mørke jeans, begge tætbyggede og med solbriller.

Territorie bevogtende ser de denne fremmede person an, indtil jeg via gebrokne ‘one liners’ tilskynder min situation.

Skepsis skifter til venlighed, og jeg er pludselig velkommen indenfor. Selv den kyniske steward, der forsøgte at sætte sig i vejen for en godvillig groundhoppers specielle oplevelse, er gæstfri. På en ultrás’ befaling.

På stadion

Under hele seancen havde en melodisk summen domineret lydbilledet, som er så elskværdigt kendetegnende for italienske stadions, og sangene skiftede naturligt fra bag- til forgrund, som man travede videre ind mod curven.

Igen står førstehåndsindtrykket på skeptiske miner, det var ganske enkelt tydeligt, at folk bemærkede dette fremmede ansigt, som både kunne være en ‘spotter’ (en ‘lurende’ ultrá fra rival-holdet), almen turist eller andet dybt fordømt på disse egne.

Et minut efter stod vi samlet i midten af Curva Est, øst-tribunen, og med ét var kampen i gang. Ingen anede, hvem vi spillede imod, men ifølge min foretrukne live score-udbyder førte Paganese 2-0.

Sangene startede prompte, og tribunens kerne bestående af 2-300 mand begyndte sangene.

Ofte arm i arm, nogle gange stående. Nogle gange i gyngende bevægelser side til side. Ved lejlighed ophørte den organiserede enhed med ét og transformerede sig til sporadiske og mildest talt ukoordinerede udbrud relateret til kampen. Som regel i forbindelse med en dommerkendelse i gæsternes favør.

De første fem minutter var for mig noget beklemte, men så skete det, som du kun oplever på en curva.

Alt bliver flydende og et fælles fokus rettes ud af mod det, I overværer sammen, men også det I gør sammen gennem støtten til holdet på banen.

En karneval-lignende fejring, som lige så meget er rettet mod byen – og ultimativt – hinanden.

Individualitet hos den enkelte ophører, og man tænker ikke længere på samme måde selvstændigt (hvad der i sandheden må betegnes som at “tage en pause fra det hele”), i stedet følger I alle efter samme anvisniger, alt imens lyden og suset giver kuldegys og motiverer den enkelte til at blive ved.

Og ved og ved.

For enkelte kan oplevelsen føles magisk, som man pludselig føler sig en del af noget større og iblandt en tryg og harmonisk front, endda selvom du ikke kender en eneste person (og personernes baggrunde måske ikke giver anledning til videre tryghed).

Stadion-salmerne fortsatte post slufløjt og cirka 10 minutter frem. Paganese vandt 2-1, hvilket kun var af reel betydning for fansene, fordi holdet rent faktisk er i fare for at rykke ned. Til Serie D. Ellers er det sjældent selve resultatet af den enkle kamp, der fylder særlig meget.

Farvel og på gensyn

Til sidst udveksledes der Whats App, Instagram mellem jeg og en håndfuld fra tribunen fulgt af en lyn-prædiken om Kaos, klubbens fremtrædende ultrás-gruppe, fremlagt på en blanding af engelsk, italiensk og Google Oversæt.

Et kvarter senere var omgivelserne atter præget af asfalt og motorvejsstøj.

Desværre har jeg ikke billeder indefra stadion, men igen, det er i sig selv et meget godt billede på oplevelsen.

Historien om Stadio Marcello Torre – 4.292 siddepladser – Åbnet 1975

Paganese blev grundlagt i 1926, men deres nuværende hjemmebane blev indviet i 1975, dengang alene udstyret med to langsider.

Stadionet har siden gennemgået flere renoveringer, så man på traditionel vis har en tribune på hver side.

Den officielle stadionkapacitet lyder ifølge klubbens officielle hjemmeside på 4.292, men andre kilder henviser til små 6.000 mand.

Lokal-forfatteren Chrystian Calvelli gengiver i bogen Paganese, 80 anni di calcio om tidligere lejligheder, hvor hjemmeholdets fans også talte en del højere end det.

Paganis fodboldstadion er opkaldt efter advokat, politiker og berømt klubpræsident af Paganese, Marcello Torre, efter hans attentat af Camorra-mafiaen.

Marcello Torre var elsket som marskal i Paganese og senere som borgmester i byen Pagani, indtil hans død i 1980, forårsaget af et drab formodentligt bestilt af en Camorra-familiens daværende fremtrædende ledere Raffaele Cutolo.

Billede af Raffaele Cutolo bag tremmer.