Angriber-overblik: Juventus på januar-jagt efter ny 9'er

Juventus mangler en angriber, men økonomien er trængt hos Den Gamle Dame, der alligevel har afgivet et stort bud. Vi stiller skarpt på klubbens januar-jagt på en 9’er.

Årets Serie A-sæson har ikke artet sig, som Juventus’ ledelse og fans kunne have ønsket.

Aktuelt indtager Den Gamle Dame en 5. plads i ligatabellen, og dette må alt andet lige betegnes som en skuffelse.

Efter Andrea Pirlos, og ikke mindst Cristiano Ronaldos afsked, har Juventus befundet sig i en ny situation. Man var ikke længere per definition bejler til titlen, og der var brug for at komme tilbage til gamle dyder.

Første led i den proces var ansættelsen af fordums succestræner Massimiliano Allegri, og oprydningsarbejdet var dermed påbegyndt.

En måned senere hændte afskibningen af sidste sæsons topscorer Cristiano Ronaldo.

Alt efter, hvem man spørger, var dette overvejende en økonomisk prioritering, da portugiserens løn var for stor. Andre meningsdannede hævder, at Ronaldos spillestil ikke passede ind i Juventus, og så ville portugiseren formentlig også selv væk.  

Om ikke andet vinkede Ronaldos Juventus-afsked ulasteligt farvel til sidste sæsons 29 liga-scoringer.

Gående ind til denne sæson var det Alvaro Morata, Moise Kean, Federico Chiesa og Paulo Dybala, der skulle score Bianconeris mål. 

Dybala og Chiesa er holdets store offensive stjerner, men mål-maskineriet synes ikke at være smurt i den sort-hvide del af Torino.

Den argentinske anfører er ikke den målscorer, Juventus også har brug for, imens Chiesa spiller på for mange forskellige positioner og i øvrigt er skadet i den resterende del af sæsonen.

Morata scorer som altid for lidt, og han er væk til sommer. Unge Moise Kean kan man stadig ikke hænge sin hat på, og det samme gælder i en indlysende grad sommer-erhvervelsen Kaio Jorge, der ikke får mange chancer af Allegri.

Januar og Juventus

– Helt overordnet, så står klubben i en skrøbelig situation, hvor der på lønsiden bruges væsentlig flere penge, end der tjenes – blandt andet grundet Covid-19 restriktioner. Derfor skal truppen trimmes, og der skal loft over lønninger, og derfor kommer der i øvrigt formentlig heller ikke en dyr forlængelse af Dybala, indleder ekspert og administrator og Juventus Danmark, Poul Bak Pedersen, i et interview med SerieAbold.dk vedrørende Juves januar-vindue.

Juventus står i en sårbar position og ventes kun at handle, hvis man kan lande den rette aftale – eller få ryddet ud i overskudslageret af spillere som Ramsey, Arthur og muligvis også Kulusevski. 

Klubben er dog pressede til at gøre noget nu, men det er usandsynligt, at Juve vil erhverve sig en decideret ‘stjerne’ denne vinter.

– Hvis ikke man kan få en angriber på en lejeaftale, så er det helt udelukket at bruge 30-40 millioner euro her i vinterpausen. Jeg tror dog, at der kommer en angriber, som er tæt på gratis, udelukkende som backup, fordi Morata formentlig ender med at blive frem til sommer.

– Så med andre ord, skal der sættes tæring efter næring, ellers stirrer man ind i et stort minus igen, igen,” lød det fra Poul Bak Pedersen i forhold til, hvad man bør forvente af Juventus denne vinter.

Stjerner rygtet til Juventus 

Juventus mangler åbenlyst kræfter oppe foran – situationen er forværet grundet Chiesas skade – men pengene er knappe.

Så, hvad kan man egentligtaget forvente af Bianconeros gøren på transfermarkedet?

Her en oversigt over de navne, Juventus kædes i forbindelse med:

Gianluca Scamacca – Sassuolo

Vi har tidligere portrætteret den kære Gianluca Scamacca, hvor det også på daværende tidspunkt forlød, at Juventus undersøger mulighederne for at hente Sassuolos 196 centimeter lange angriber – enten i det indeværende transfervindue eller til sommer. 

Problemet er stadig prisen, der angiveligt ligger på 40 millioner euro, og som er for stor en sum for Juventus. Det virker lige nu mere realistisk med en tilgang af Scamacca fra sommerens transfervindue, medmindre man kan sælge Kulusevski januar, og den vej igennem finde ressourcerne til at lande en aftale med den nyklækkede italienske A-landsholdsspiller.

Mange Juve-fans er begejstrede over ideen om Scamacca, der har været en del oppe at vende i italienske medier, men det er ikke alle juventini, der hopper med på vognen, i hvert fald ikke uden også at stille spørgsmål. 

Poul Bak Pedersen kom med sit take på Scamacca-sagaen:

– Nej, det gør jeg umiddelbart ikke, indledte han adspurgt, om han ser Scamacca være parat til Juventus lige nu.

– Han har nogle spændende egenskaber, men der er for lidt slutprodukt – og ultimativt, alt for få mål. En angriber, der scorer 12-15 mål per sæson, er ikke, hvad Juventus skal sigte efter. Jeg tror så heller ikke, at de går benhårdt efter ham, fordi økonomien stadig er skrøbelig, og hvis ikke man kan få ham på en lejeaftale, så er det helt udelukket at bruge €30-40 millioner her i vinterpausen.

Mauro Icardi – Paris Saint-Germain

Icardis navn i Italien er velkendt, og ligeledes er Juventus’ interesse i argentineren. 

Juventus ønsker at låne Icardi med en valgfri mulighed for køb, hvorimod PSG, ved tilfælde af leje, kræver en obligatorisk købsoption.

Juventus skulle angiveligt være påpasselige med at binde sig til et køb af Icardi, da man til sommer gerne vil hente enten føromtalte Scamacca, eller, i en den bedste af alle verdener, Dusan Vlahovic.

Seneste melding fra transfereksperten Alfredo Pedullá lyder på, at Juventus skulle have fået et boost i deres jagt på Icardi.

Formentlig er der en mulighed for, at man kan leje spilleren i den sidste uge af transfervinduet, idet PSG lige nu overvejer situationen nøje.

Juves fokus er dog et andet sted i øjeblikket.

Dusan Vlahovic – Fiorentina

Dusan Vlahovic er en Europas varmeste navne, og det afspejler sig også i de evindelige rygter, der kæder serberen sammen med et snarligt skifte.

Indtil har det tydet på, at det er Arsenal, der fører an i kampen om Vlahovic’ underskrift, og at prisen er oppe omkring de 70 millioner euro – et leje, der i udgangspunktet er umuligt for Juventus at være med på nu – og det vil det med stor sandsynlighed også være til sommer.

Men pludselig sprang en af vinterens større transferbomber denne vinter (hvis sandt).

Anerkendte aviser som La Gazzetta dello Sport og Tuttosport meldte sent torsdag aften om den overraskende udvikling, at Juventus, tilsyneladende ud af ingen ting, har afgivet et seriøst bud på Dusan Vlahovic.

Dette lyder på 35 millioner euro plus Dejan Kulusevski, hvilket matcher Arsenals bud i forhold til anslået værdi af den svenske kantspiller.

Vi mangler stadig afklaring om Fiorentina-ledelsens ståsted, og om buddet overhovedet har fundet sted, men ikke desto mindre har Juve-familien tiltrængt anledning til optimisme.

Anthony Martial – Manchester United

Som situationen er lige nu, er Juventus interesserede i at tilknytte den driblestærke franskmand på en lejeaftale. Dog adskiller de to parter sig på størrelsen af overgangssummen for låneaftalen, samt den fyrstelige løn Martial modtager af Manchester United, som Juventus i deres nuværende forfatning ikke kan betale.

– Med de nuværende forhold (lånegebyr + fuld udbetalt løn) er det ikke en gennemførlig aftale for os. I betragtning af visse tal er der ingen avancerede samtaler. Vi forventer ingen rabat fra Man United, lød ordene fra Juves administrerende direktør Maurizio Arrivabene, da han talte med Fabrizio Romano.

 Sardar Azmoun – Zenit

 

Og så til en mere sandsynlig tilgang for Den Gamle Dame, der lader til at have fundet mellemvaren, som gør det muligt, uanset Vlahovic-sagaens udfald, i hvert fald at hente én angriber til allerede i den indeværende transfervindue.

Med Chiesas korsbåndsskade er Juventus på jagt efter en gardering, og her skulle Juventus være interesseret i Zenit-angriberen Sardar Azmoun, der står noteret for 10 mål i 15 optrædener i den russiske Premier League. 

Azmouns kontrakt udløber til sommer, og ventes derfor at kunne købes for en pris i omegnen af fem millioner euro.

Af Emil E.F. Olsen & Christian Kraglund