Bombe: Mario Balotelli er tilbage på det italienske landshold

Fabrizio Romano melder om en bemærkelsesværdig udtagelse ved Italiens kommende landsholdssamling.

Den troværdige, italienske journalist, Fabrizio Romano hævder via Twitter, at Mario Balotelli vil blive udtaget til Italiens kommende landsholdssamling, som indledes i næste uge.

Ifølge Romano venter en officiel udmelding lige om hjørnet.

Den 1. juni 2018 taber Italien 3-1 til Frankrig i en venskabskamp.

Nederlaget står tilbage, ikke så meget grundet spillet på banen, men fordi det er den sidste gang den flamboyante angriber Mario Balotelli optrådte for Gli Azzurri.

For altid, troede man, men den 31-årige italiener har nok en gang vist sig at overraske i sin spillerkarriere, der har flagret til alle sider, siden han dukkede op i Inter for mere end 13 år siden.

I denne sæson har Balotelli gjort sig for tyrkiske Adana Demirspor, der hentede ham til en heftig hyre tilbage i sommer.

Den tidligere Inter- Milan- Manchester City- og Liverpool-spiller har kvitteret med otte mål og fire assists i 20 kampe Demirspor.

Selvom Balotellis seneste optræden for det italienske landshold hændte i 2018, skal vi tilbage til 2012 for at mindes angriberens højdepunkt for landsholdet.

Når et billede siger mere end ord.

Der hører ros med til, at Balotelli har fået karrieren tilbage på sporet i et omfang, at han atter er i spil til at blive udtaget for det italienske lanshold.

Men når man ser på, hvad italieneren rent faktisk har opnået i de seneste par sæsoner, så sår det endnu en gang tvivl om Støvelandets generelle kvalitet af angribere.