Cirkus Serie A: Salernitana taberdømmes efter corona-aflysning - pointstraf med i købet

Salernitana taberdømmes i en kamp, de, efter eget udsagn, aldrig fik muligheden for at spille. Derudover medfølger en pointstraf.

Serie A-opgøret mellem Udinese og Salernitana den 21. december blev aflyst, idet de lokale sundhedsmyndigheder (ASL) i Salerno forbød gæsteholdet udrejse.

Fordi Lega Serie A’s COVID-protokoller er anderledes end de af sundhedsmyndighederne, har vi ved flere tilfælde set kampe undladt at blive aflyst, selvom det gæstende hold var tvunget til at blive hjemme.

Udsendte startopstillinger, opvarmning og SoMe aktivitet er forløbet, som det plejer, hvorefter hele karavanen så vender hjem efter kampens planlagte starttidspunkt. Således har hjemmeholdet rene hænder i det juridiske efterspil, der ellers kan trække tænder ud.

Netop her er Salernitana snublet, og tirsdag aften blev det meldt ud, at Granata har tabt deres anke om på ny at afvikle opgøret imod Udinese, der skulle have været klubbernes sidste optræden i 2021.

Salernitana taberdømmes i stedet ‘3-0’, imens klubben trækkes yderligere ét point fra et samlet antal på 11 til 10 styk.

Tabel på Lega Serie A’s officielle hjemmeside.

Det hævdes, at Salerno-klubben havde det påkrævede antal af 13 førsteholdsspillere inklusiv en målmand til rådighed, hvorfor man burde have fulgt ligaens anvisninger og stillet en kamptrup til rådighed.

Lega Serie A har samtidig sagsøgt ASL Salerno for at stille sig i vejen for Salernitanas rejse til Udine, og ligaen har fået medhold.

Salernitana fik fingrene i klemme, idet Lega Serie A ligeledes fik medhold i anklager om, at oprykkerne ‘aktivt’ skulle have ‘påvirket’ ASL Salernos indgriben i situationen.

Klubben vil sandsynligvis anke sagen igen, især fordi Disciplinærkommissionen foretog en lignende kendelse i opgøret mellem Juventus og Napoli tilbage i oktober 2020.

Napoli vandt senere deres appel, og det dannede en juridisk præcedens for, at ASL havde ret til at tilsidesætte Lega Serie A-protokollen.

Særligt anklagerne om Salernitanas påvirkning af sundhedsmyndighederne forventes dog at gøre det endnu svære for Salernitana at ryste sig fri af gårsdagens dom, der hidtil sender klubben et betydeligt skridt nærmere et direkte Serie B-comeback.