Diego Costa tæt på skifte til syd italiensk kultklub

Den erfarne angriber Diego Costa er efter sigende blevet enige med Serie A-oprykkerne Salernitana angående en kontrakt.

Den tidligere Atlético Madrid- og Chelsea-stjerne Diego Costa er efter sigende på vej til Serie A-oprykkerne fra Salernitana.

En relevant kilde, den Napoli-baserede avis Il Mattino, erfarer således, at man i klubben håber på at have overbevist den 33-årige angriber om at skifte til klubben på en fri transfer.

Avisen tilføjer, at Salernitanas sportsdirektør Sabbatini arbejder på højtryk for en aftale, og han skulle være positiv omkring at lande aftalen.

Diego Costa har været klubløs, siden han tidligere på måneden indgik i et gensidigt brud med sin brasilianske klub Atlético Mineiro.

Skiftet ville danne et enestående makkerskab med den levende Bayern München-legende Franck Ribery, der kom til i sommer.

Sammen skal de, såfremt aftalen flasker sig, kæmpe for en mirakuløs overlevelse i den bedste italienske række, idet man på nuværende tidspunkt befinder sig sidst i tabellen med kun 10 point skrabet sammen.

Il Mattino erfarer i samme ombæring, at man også ser på Juventus’ brasilianske angriber Kaio Jorge, som man er lun på i en lejeaftale.

Den 19-årige angriber kom til Torino-klubben i sommer, og trods at have vist fængende takter i hjemlandet for Santos FC, har han ikke fået mange chancer under Max Allegri.

33-årige Diego Costa står noteret for 73 mål og 36 assists i 205 kampe i La Liga samt yderligere 89 optrædener med 52 mål og 18 assists til følge i Premier League.