Manager-tips til Holdet.dk: Tre raffinerede råd til spillerunde 32

Følg op på, hvilke spillere, der er interessante emner til dit managerhold i den kommende runde. Vi vælger én dyr, én mellem og en af de billige som anbefales at se nærmere på, og vi er nu nået til Spillerunde 32.


Den Billige

Nicola Zalewski – Midtbane – Roma – 1,5% – 2,1 mio


Roma er inde i en god stime i ligaen, og søndag tager de imod bundproppen Salernitana på hjemmebane.

Det billige valg til denne runde er Nicola Zalewski fra Roma, som er kommet ind i varmen hos José Mourinho, hvilket har set ham indgå i startopstillingen i de seneste fem Serie A-kampe.

Polakken har endnu sin første Roma-scoring til gode, men vi oplevede, hvordan han i fjor diskede op med en assist i sin Serie A-debut, og ser man tilbage i ungdomsårene, står både mange mål og assists tilbage.

Han har hidtil ikke genereret mange point, men midtbanespilleren er næsten sikret en sejrsbonus i runden, og med det billige prisskilt giver han plads til andre dyrere spillere. 


Mellemvaren

Marko Arnautovic – Angriber – Bologna – 1,1% – 4,3 mio


Bologna har været i en hård periode, men bookmakerne mener, at skuden vender, når de møder Sampdoria hjemme den 11. april.

Rundens mellemvare er Bologna-topscoreren Arnautovic, som gennemsnitligt scorer i cirka hver anden kamp.

Bologna har vundet deres seneste seks kampe mod Sampdoria, og opgørene mellem de to hold plejer at være målrige, så mon ikke der kommer en point-belønning til de managers, som vælger at hente Arnautovic ind på holdet. 

Ni mål i 27 kampe er det blevet til for østrigeren, der vil være opsat at bryde holdets målkrise, som i skrivende stund tæller fire målløse kampe i træk.


Den Dyre

Edin Dzeko – Angriber – Inter – 3,5% – 8,9 mio


Inter er storfavoritter mod Verona og boostet med selvtillid efter sejren mod Juventus senest.

Lautaro Martinez er ude med karantæne, og det må betyde en sikker startplads for den bosniske veteran Edib Dzeko, som kommer til gennemsnitligt 3,17 afslutninger pr kamp og formentlig vil åbne for målkontoen igen, når de tager imod Igor Tudors Verona-hold på hjemmebane den 9. april.

Dzeko er en dyr herre, men han er også frontløber på ligaens mest målfarlige hold og i øvrigt udset fuld spilletid.

Med hensyn til afkast, så lad dig ikke skræmme af Dzekos middelmådige seneste par optrædener og hæft dig i stedet ved det store billede: at vi har at gøre med en spiller, der er ved at runde 100 Serie A-træffere og som trods alt også er god for 12 kasser og seks assists i den indeværende sæson.

 

Af Philip Dominique.