Myten om Super Mario: Mysterium om notorisk Fiorentina trøje opklaret

Fiorentinas udebanetrøje fra 1996/97 sæsonen findes i en sjælden version, hvorpå Nintendo-ikonet Super Mario er afbilledet. Trøjen er uhyre sjælden og dens historie har hidtil været ukendt, men mysteriet er nu, næsten, blevet løst én gang for alle.

I løbet 10’erne er en subscene eksploderet i fankulturens verden. Hundrede tusindvis af fodboldfans sælger, køber og bytter patinerede fodboldtrøjer, hvilket har genskabt beundring og efterlysning af klassikere som Arsenals ’Bruised Banana’ trøje, USA’s blå-røde med stjernerne fra deres VM i 1994, Hollands mesterstykke fra 1988 og Tysklands legendariske trøje fra VM i Italien 1990. Og ja, stort set alle Napoli trøjer fra Maradona æraen, særligt dem med Mars som sponsor.

Fiorentina er en anden klub, hvis tidligere sæsoners trøjer jagtes indædt af samlere, som også glædeligt tager flere tusinder kroner for en af La Violas tekstilerede kunstværker fra 90’erne. Specielt hvis et originalt tryk med ikoner som Batistuta, Baggio eller Laudrup er at finde bagpå. En anden Fiorentina trøje, der indtil nu har været mere eftersøgt er deres udebanetrøje fra 1996/97, hvor florerende billeder på internettet har vist en version, hvor Nintendo karakteren Super Mario var at finde i fuld figur som trøjesponsor.

Super Mario versionen har opnået nærmest mytisk status i samlerverden. Historien gik i mange år på, at der i sin tid var produceret 300 eksemplarer, men der var omvendt ingen, der virkede til at have set eller ejet én i virkeligheden. Ikke desto mindre blev efterspørgslen på trøjen kun større, mens myten forgrenede sig. De gik pludselig i retninger som, at trøjerne var produceret som gaver ved en Nintendo messe i Italian til, at deres oprindelse befandt sig i Mexico, hvor fuskere selv havde printet Super Mario på for at forøge indtjeningen på trøjen.

Få spørgsmål blev besvaret, mens nye opstod; Med 300 eksemplarer, hvorfor var der så ingen, der dukkede op? Var de virkelig lavet til en promoveringsmesse for Nintendo, og hvis, hvorfor findes der ikke billeder derfra med en poserende Batistuta eller Rui Costa? 1996 var Nintendos midt af deres bedste år, så mon ikke der ville have været noget flashy dokumentation af foretagendet. Derudover er det også underligt, at der ikke findes billeder med spillere, der bærer trøjerne i aktion, og noget helt andet; hvorfor er Super Marios hoved gult?

Den karry indsmurte Super Mario på den mytiske Fiorentina trøje

I september 2020 dukkede der pludselig en auktion op på trøjeforhandleren cultkits.co.uk. Til samlerverdens hysteriske begejstring var en angiveligt original Super Mario trøje sat til salg for 500 pund efter først til mølle princippet. Hundrede vis af fans sad klar klokken 20:00, hvor trøjen via Twitter var annonceret til at gå live.

Et millisekund efter, at klokken var slået otte, var trøjen væk, og her var det minsandten youtuberen Ellis Platten, der var heldig, hvilket han delte på sin Youtube kanal, som ganske passende drejer sig om at vise og tale om gamle fodboldtrøjer.

Ellis nåede dog ikke at glæde sig længe over sin nye erhvervelse, før en tweetstorm udviklede sig på Twitter. Folk stillede igen de samme spørgsmål. Var trøjen virkelig ægte, og hvis, hvorfor er kun én dukket op i løbet af de seneste årtier? Ellis Platten, nu selv skeptisk, stillede sig selv de samme spørgsmål, og han endte med at returnere trøjen til Cultkits.co.uk få dage efter. Dels fordi trøjen angav, at den var produceret i Mexico, og dels fordi ingen syntes at kunne bekræfte originaliteten af trøjen.

TGU journalisten Emmet Gates dykkede videre ned i mysteriet og søgte en vurdering fra medstifteren af Classic Football Shirt Doug Bierton, der er så kvalificeret en ekspert, man kan finde vedrørende vintage fodboldtrøjer. Bierton svarede: ”Jeg ville ønske, jeg kendte svaret, men det tror jeg ikke, at nogen gør. Man ville først og fremmest tænke, at ville være lavet flere, hvis de var fake. Vi har en træningstrøje med Super Mario, som virker ægte, men vi har aldrig rørt en af de omtalte udebanetrøjer,” lød det fra Bierton.

Gianfranco Zola (venstre) og Doug Bierton (højre)

Trøjeguruens instinkt angav dog, at spillertrøjen ikke kunne være autentisk: ”Uden bevis for, at trøjen stammer fra en Nintendo-kampagne – måske til det japanske marked eller en anden ukendt begivenhed – er der sandsynligvis nogen, der trykker Super Mario på autentiske Fiorentina trøjer. Jeg ville dog elske at tage fejl.”

Emmet Gates tog efter denne samtale direkte kontakt til Fiorentina, hvor han forklarede mysteriet og spurgte ind til trøjens ægthed. ”Trøjen er fake,” lød den konkluderende udmelding fra klubben. Dermed var sagen lukket. Dog kun i en uge.

For pludselig var nye beviser faldet fra himlen via Doug Biertons Instagram, hvor han postede et særligt informativt opslag. Her gav eksperten nyt liv til den evigt udviklende historie, efter han havde undersøgt sig frem til billedmateriale fra en træningslejr i 1997, hvor Fiorentina spillerne minsandten løber rundt i træningstrøjer med et tryk af ingen andre end Super Mario. Gates tog atter kontakt til Bierton.

Træningstrøjerne, Fiorentina spillerne løb rundt i op til 1997/98 sæsonen

Medstifteren af CFS kunne bekræfte, at træningstrøjen, som han tidligere selv havde udtalt sig om, var ægte, men han havde ikke haft held med at finde materiale, hvor Fiorentina stjerner boltrer sig i den famøse udebanetrøje. Bierton så dog grund til fornyet håb om, at kamptrøjen ikke var fake, som Fiorentina selv anslog.

Cultkits havde i mellemtiden taget kontakt til deres mexicanske leverandør, og de var, efter virksomhedens eget udsagn, i gang med at undersøge trøjens oprindelse. Det mest konkrete at udlede var, at trøjen muligvis var produceret af en butik til en uofficiel kampagne i Mexico. Cultkits bekræftede dog igen mysteriet om de bemærkelsesværdigt få eksemplarer af trøjen, eftersom det hævdedes, at deres ’trøjescouts’ i Syd- og Mellemamerika blot havde stødt på tre modeller i al deres tid.

Igen virkede vi til at være nået en blindgyde i søgen om udebanetrøjens oprindelse. Og måske var det fint nok, for som Cultkits vurderede overfor Emmet Gates, så var det mysteriet, der gjorde trøjen legendarisk. Uvisheden var på sin vis mere spændende end en bekræftelse af, at trøjen er uoriginalt trykt et sted i Mexico. Synspunktet kan selvfølgelig også have noget at gøre med, at de på daværende tidspunkt stadig var i færd med at sælge trøjen, som var blevet returneret af Ellis Platten. Cultkits mente dog, at der var mange interesserede, som var fascineret af trøjens mystik. ”Forskellig værdi for forskellige personer,” lød det overfor Emmet Gates.

Men igen dukkede nyt op, og denne gang i mere konkluderende karakter. Gates fik en mail fra ingen ringere end bestyreren af Fiorentina Museo i Firenze, David Bini. Han havde læst en artikel, Emmet Gates havde skrevet om mysteriet for The Guardian og var interesseret i at tilbyde information vedrørende den gådefulde trøje.

Fiorentina Museo

Bini afslørede, at Fiorentina havde kontaktet ham, da Gates oprindeligt havde sendt dem en mail. ”Situationen giver god mening, og der er ikke noget mysterium”, afkræftede Bini. ” Der er ingen mulighed for, at trøjen blev godkendt af Fiorentina eller Fila til at blive sat til salg. De originale replika trøjer blev produceret i Italien og er ikke lavet i store mængder, da det var i æraen før online shopping, mens de fleste Fiorentina fans på det tidspunkt boede i Italien.”

”Dette er simpelthen et tilfælde af nogen i Mexico eller et andet land, der sætter Super Mario-billedet på en replika trøje for at skabe en sjælden vare og derfor for at tjene flere penge. Det blev aldrig tilbudt klubben som en prototype. Hverken os på museet eller klubben havde nogensinde set trøjen med Mario før nu. Det er historien, der er intet mysterium. Det er en falsk trøje,” bekræfter Bini én gang for alle.

Okay. Godt nok er det ikke den romantiske afgørelse, man lidt håbede på. Efter måneders skriveri og utallige dialoger er scenariet om den falske produktion i Mexico efter alt at dømme sandheden. Dog er der ikke alverdens at dømme ud fra.

Samtidig har processen ikke ført os tomhændede til målstregen. For der findes stadig en original træningstrøje med Super Mario, som er nøjagtig så sjælden, som spillertrøjen har været anset for. Og den har endda være forbi det vitale kvalitetstjek i Doug Biertons egne hænder. Den famøse spillertrøje er ikke originalt produceret, men mysteriet er stadig ikke helt aflivet, selvom det efterhånden mere er et spørgsmål om Japan eller Mexico frem for ægte eller falsk.

Frem for alt fik vi endelig en konklusion. Cased closed.