Paolo Mantovani: Den hellige præsident og de uforglemmelige år med Sampdoria

Så meget mere end bare en skurks galleri – vores dybdegående kig på de ofte hånede, men sjældent ærede præsidenter i italiensk fodbold. De er ofte fulde af drama, intriger, enkelte solstråler og bare en smule kontrovers. Vi leder ud med en af ‘The Good Guys’, den legendariske Paolo Mantovani.

2021 har skabt forøget fokus og bevidsthed omkring de øvre etagers ageren i fodbold. Som regel i forbindelse med de riges griske valg, der juridisk set kan være lovlige, men ofte er på bekostning af den almene fodboldfan. Se en gang på Agnelli, Zhang, Glazer og alle de andre piruetter, der pludselig fandt på at komme fodbold til livs til fordel for at redde deres corona tabte indtjening hjem. Heldigvis er vi allerede mange, der nu har glemt alt om Super League.

Verden rummer til optimisme og fortrøstning også mennesker med mere på spil i livet end deres egen ’net worth’, som det så populært hedder i dag. Sampdoria nød engang selskab af sådan en person, dengang Paolo Mantovani stod ved roret. Han var nemlig anerledes.

Mantovani passede ikke den traditionelle stereotyp af en fodbold præsident. Den oliekloge italiener havde selvindsigt og opererede generelt i stilhed, mens han styrede Sampdoria til historiske højder med kærlighed og kompetence. Mantovani tog over i en forholdsvist ny klub, der kort inden havde rodet i rundt i Serie B, men hans tid i Liguerien vil for altid blive kendt for succes og superstjerner. Han investerede dristigt og høstede overdådige resultater.

Det, der var anerledes med Mantovani og hans fodboldstyre, var, at han havde en aura og en følelse hos sine ansatte af noget kærligt og medmenneskeligt, mens han samtidig formåede aldrig at afvige fra vigtige principper. Det måske nok mest sande testamente om Mantovani er, at han opmærksomt værnede om sine værdier og sin ære, selv efter at have nået den højeste og mest ophævede echelon af fodbold.

Mantovani blev født i Rom i 1930, hvor han voksede op som Lazio fan, men det var ikke før i midten af 20’erne, at den innovative italiener begyndte at involvere sig i fodbold. Genoas daværende præsident Cameli Petroli gav ham dengang en stilling i klubben, hvilket var en ideel start for Mantovani, som han havde tilbragt mange ferier i det smukke Ligurien, hvor den kommende fodboldpræsident tilmed interesserede sig meget for Genoas lokalkultur.

En yngre version af Mantovani, end vi senere lærte at kende.

Den kommende iværksætter blev hurtigt fan af Genoa, men kun indtil selvsamme Petroli ville sætte et eksempel, Mantovani valgte at frastøde frem for at lade sig inspirere af. Den kommende olie kløgtige rigmand fulgte Genoa tæt og havde tilmed anskaffet sig et toårigt sæsonkort på Petrolis anbefaling, da han havde lovet Genoa fansene at beholde holdets superstjerne Gigi Meroni, såfremt flere fans valgte at støtte klubben på via køb af billetter.

Som så mange gange før blev løftet, ikke overraskende, brudt grundet indtrængende gæld, og Meroni røg til Torino. Dette var et vigtigt skridt i Mantovanis vej til ubestridt succes i toppen af italiensk fodbold.

Han var forarget over denne utroværdighed. Han følte noget helt og aldeles forkert. Sådan ville han ikke selv blive. Skuffet og forrådt droppede Mantovani al tilknytning til Genoa, hvilket år senere også ville blive drivkraften for, at han tilsuttede Blucerchiati, Genoas forhadte rivaler.

Da Mantovani først ankom til klubben tilbage i 1973, var Sampdoria mindre end tre årtier gammel, mens deres historiske bedrifter var usammenlignelige med rivalerne fra Genoas. Det er de i og for sig stadig, men takket være Mantovani er klubben foran i nyere tid. I tre år kombinerede Mantovani at arbejde som pressechef i klubben, mens han udviklede sin olievirksomhed til en lukrativ størrelse.

I 1977 fratrådte Glauco Lolli Ghetti præsidentskabet i Samp, efter klubben ulykkeligt rykkede ned i Serie B. Det rykkede i klubbens mediemand. Som medejer af Pantoil valgte Paolo Mantovani sammen med sine to partnere Lorenzo Noli og Mario Contini at opkøbe klubben fra Genoa, hvor førstnævnte som bekendt greb fast i præsident rollen.

Som alle andre italienske ejere indledte Mantovani sin regeringstid med at love guld og grønne skove, mesterskaber og en transformation af klubben, men modsat mængden, ville rigmanden vise sig at holde sit ord. Det gjaldt i øvrigt også hans planer om at bygge et nyt spritnyt træningsanlæg, hvilket så det dengang ultra moderne Centro Sportivo Gloriano Mugnaini stå klar et år senere. Så var stilen ligesom lagt.

Ser man nøgtern på det, startede Mantovanis tid i Sampdoria faktisk ikke så godt igen. Den nye klubejer røg i perioden 1981-83 ind i et stormvejr af beskyldninger om skattesvindel og smugling på vegne af Pontoil, mens han midt i uvejret blev alvorligt syg og måtte indlægges. Mantovani kom dog på benene igen i 83′, hvor han samtidig besluttede at sælge sig ud af Pontoil for at koncentrere sig mere ensporet om Sampdoria. Samme år holdte klub præsidenten sit andet løfte, da han tog klubben med op i Serie A, hvor man efterhånden følte, at de hørte til.

I modsætning til andre ejere havde Mantovani ingen skjulte motiver. Han styrede ikke Sampdoria for at styrke sit omdømme eller massere sit ego, han brugte heller ikke klubben som maskering for sin fusk i andre virksomheder (hvad vi ved af ..). Succes på banen var et mål i sig selv, og Mantovanis investering, kombineret med scouting og forhandlingsevner fra den sportsdirektør Paul Borea, sørgede for, at klubben var rustet til at trives i toppen af Calcioens paradigme.

I løbet af Sampdorias første fire år tilbage i landets bedste række ankom flere britiske stjernenavne herunder Liam Brady, Trevor Francis og Graeme Souness. Boreas rekrutteringsmodel involverede i høj grad troen på unge spillere, som han så stor værdi i, hvilket ikke var nogen almindelig transferpolitik blandt storklubber. Dengang satsede man ikke på teenagere, særligt ikke i Italien, hvor ’drengene’ som regel bliver hos deres mor et godt stykke hen mod 30’erne. Som et eksempel på denne tendens var Vincenza holdet engang kendt som ’Baby Truppen’, fordi deres gennemsnitsalder var i den første del af 20’erne. Det var så godt nok i 1920’erne, men alligevel ..

Nå, men Roberto Mancini sluttede sig til fra Bologna i en alder af 17 år, en 20-årig Fausto Pari ankom fra Parma og en 19-årig Gianluca Vialli blev lirket fri fra Cremonese. Mister Renzo Ulivieri cementerede Blucerchiatis plads i den øverste halvdel, før hans efterfølger i stigningen, Eugenio Bersellini, førte holdet til Coppa Italia hæder og efterfølgende internationalt eventyr i 1985.

Mantovanis diskrete, faderlige image var ikke nogen facade. Nogle mente nok, at ejeren forkælede sine spillere, men tættere på sandheden ligger det nok, at han i stedet var medmenneskelig og behandlede sine spillere, stab og kollegaer som personer, der betød noget for ham, og som han ville det bedste. Mantovani var en faderfigurlig formand, en tilbagevenden til en anden æra. Han elskede klubben og så sine spillere, trænere, fans som medlemmer af en udvidet familie,” forklarede en af Scudetto holdet fra 1991s store profiler, Gianluca Vialli, engang i et interview med Corriere dello Sport.

Mantovani havde samtidig rygtet for at være retfærdigheden selv, hvor han generelt troede på, at man i længden ville gøre sig bedst ved at tjene sine allierede, som ønskede selv at blive tjenes. Det gjaldt også ved forhandlingsbordet, hvor Sampdoria ejeren nægtede at skrabe en krone for meget til sig på bekostning af hans spillere. Han gik op i årsregnskaber fremfor en ekstra gode uge.

Selvsamme Vialli forklarede videre i sit interview, hvordan han husker engang at have overladt afgørelsen af hans løn i en kontraktforlængelse til Mantovani, fordi han stolede så meget på ham. Selvom det var i Mantovanis økonomiske interesse at spare penge på Viallis kontrakt, blev han alligevel stolet nok på til at foretage den store beslutning selv.

I 1986 hyrede Sampdorias præsident den bulgariske træner Vujadin Boskov til trænerposten som følge af en lidt tam 12. plads. Denne beslutning ville ende med at tilslutte sig Mantovanis overflod af succesfulde overlæg, da den tidligere Real Madrid og Ascoli boss transformerede holdet på banen. Ligesom Mantovani engang havde lovet. I hans første fire sæsoner ved roret tog klubben tre store skalpe – Coppa Italia i 1988 og 1989 og European Cup Winners’ Cup i 1990 (turnering for europæiske vindere af indenlandske pokalturneringer). Sidstnævnte præstation fik Mantovani til at gisne, at italiensk fodbold havde en ny Scudetto konkurrent i sigte. “Vores fjender er ikke i Genoa,” udtalte han i pressen, “men i Firenze, Milano, (og) Torino.”

Et billede af Mantovani (til højre) efter en Coppa Italia triumf.

Sampdoria signalerede ikke nødvendigvis en himmel dekoreret af stjerner, men med en trup med spillere som den atletiske keeper Pagliuca, den kolossale forsvarsklippe Vierchowod og spillere længere fremme som Pari, Vialli og Mancini, var der alligevel ikke nogen, der kunne sige Mantovani imod. Og som forudsagt førte Boskov i 1991 Sampdoria til deres allerførste Scudetto nogensinde. Med kun tre nederlag i 34 kampe sluttede hans hold fem point foran Arrigo Sacchis ikoniske AC Milan hold.

Den ene side af Genoa sprang i luften, og Mantovani indgraverede sit navn i historiebøgerne. I dag beskrives årene omkring triumfen som Anni Indimenticabili (De Uforglemmelige År), hvilket virkelig var, hvordan de glade dage under Mantovani folkelige regime føltes.

Året senere var det hele kun ved at blive endnu mere surrealistisk, da et finale nederlag til ingen ringere end Barcelona stod i vejen for, at La Doria kunne løfte Europa Cup trofæet i 1992. Det faktum, at Sampdoria var en sejr væk fra at opnå en sådan bedrift mindre end et halvt århundrede efter deres grundlæggelse, talte sit eget sprog om Mantovanis lederskab.

Familiefølelsen skabt i Sampdoria under Mantovani resulterede i stor loyalitet fra klubbens stjerner, hvor ingen af dem virkede til at ville forlade klubben, før de havde vundet noget. Efter Scudettoen begyndte profilerne dog at falde fra og drage andetsteds. Derfor ville Doria ikke gentage sejren igen, selvom klubben faktisk ikke havde svært ved at erstatte de spillere, der valgte at drage ud af Liguierien.

I sommeren 1993 lykkedes det Sampdoria at stable aftale på benene med spillere som AC Milans superstjerne Ruud Gullit, som klubben aftale at leje i den fortløbende sæson. Dette blev samtidig en af Mantovanis sidste professionelle foretagender, da han igen begyndte at døje med helbredet.

Den erfarne entreprenør blev over sommeren diagnosticeret med en uhelbredelig kræftsygdom, som endte med at sende ham i en dyb søvn den 13. oktober 1993. Den for altid elskede Mantovani blev 63 år gammel.

Med et varmt smil og et venligt blik respekterede og imødekom Mantovani sin klub og dens fans. I retur modtog han beundring og taknemmelighed fra begge parter. Alligevel arbejdede han stille i baggrunden i stedet for at suge til sig af rampelyset. Han var ingen almindelig præsident; han nød fodbold, elskede sin adopterede by og havde tilfældigvis penge, som han målrettet investerede i sin klub.

Som mange andre, der har sat sit præg på historiens gang, er der stadig synlige spor af Mantovanis arv. I byen er der en gade opkaldt efter ham, mens der ved Dorias træningsanlæg, det han selv satte i værk, er opsat en mindesten dedikeret til hans store uforglemmelige eftermæle.

Mindestenen ved træningsanlægget Centro Sportivo Gloriano Mugnaini.

Stenbilledet viser Mantovanis spillere, der fejrer en af ​​deres mange trofæer. Nedenfor er fire ord indskrevet i store bogstaver. “A Paolo… Anni Indimenticabili.”

“Til Paolo … De Uforglemmelige år.”