SerieAbold.dk kårer: Her er Efterårets Hold i Serie A

Efteråret 2021 er et afsluttet kapitel, og vi ser nu tilbage på halvårets bedste XI i takt med, at Italiens bedste fodboldrække genoptages allerede nu på torsdag.

Efterårets Hold 2021 stilles naturligvis op i en italiensk-inspireret 3-5-2 formation, hvor særligt tabellens fører-hold, Inter, dominerer med fem inkluderede spillere. Se SerieAbold.dk’s bud på halvårets bedste XI her:

Målmand: Samir Handanovic – Inter

Inter har indkasseret næst-færrest mål i ligaen (15), hvilket blandt andet skyldes de 53 redninger, som Handanovic står bag, ottende flest i ligaen. Veteranen har den laveste xG imod sig (0,19), hvilket akkurat er mindre end Napolis Ospina, der ellers har lukket et mål mindre ind.

Handanovic har stort set helt elimineret sine fejl i år, og så har han faktisk den højeste træfsikkerhed ved pasninger over 35 meter i ligaen (59,5%), mere end 10% højere end selvsamme Ospina. Sidst, men ikke mindst, er Handanovic anfører for et bomstærkt Inter-hold, der igen kunne rende med titlen i år.

Midterforsvarer: Martin Skriniar – Inter

Nogle mener, at han er overvurderet, men mon ikke risen mest af alt bunder i, at slovakken er verdensklasse og bliver rost derefter? Det kan, med rette, få folk til at forholde sig kritisk, men faktum er, at Skriniar har bygget på sæson efter sæson til nu at være hjertet af en af Serie A’s bedste defensiver for Serie A’s bedste hold.

Den tidligere Sampdoria-stopper gør det fint med bolden og er en klippe i luften, når han bliver konfronteret. Han er en leder og en konstant trussel ved dødbolde, hvorfra han allerede har nettet to gange i 2021/22.

Midterforsvarer: Bremer – Torino

Torinos brasilianske Bremer er på alles læber i denne sæson, hvilket særligt er gældende i Premier League, hvor stort set alle topklubber meldes interesserede. Der findes flere gode analyser af stopperen på nettet, og de beskriver alle en ærgerrig, aggressiv forsvarsspiller, der sætter sig i gennem for alt og lykkes med det meste.

Bremer ligger i denne sæson øverst i Serie A på listen over flest såkaldte ‘recoveries’ (252), og så er han blandt andet også dén spiller, der har vundet tredje-flest luftdueller i 2021/22 (69). Han er stadig flyvsk og spontan, men besidder i en alder af 24 år allerede så meget kvalitet, at han forventes at hentes dyrt senest til sommer.

Torino, der ligger nummer 10 i tabellen, er i øvrigt det hold, der har indkasseret fjerde færrest mål i denne sæson, hvilket blandt andet må tilskrives Bremers endelige gennembrudssæson. Ifølge det datastærke medie WhoScored.com har Bremer den højeste gennemsnitsvurdering blandt midterforsvarere i Serie A (7,33).

Midterforsvarer: Kalidou Koulibaly – Napoli

Det er næsten umuligt ikke at inkludere en defensiv Napoli-spiller på Efterårets Hold, og her står valget ret beset mellem Koulibaly og Rrahmani, der er blusset op i den indeværende sæson.

Den senegalesiske stjerne har blot for vigtig en ledende rolle samt så tårnhøjt et bundniveau til, at han ikke kan inkluderes. Den stærke stopper er i øvrigt den næsthøjest vurderede midterforsvarer af WhoScored.com (7,09).

Defensiv midt: Marcelo Brozovic – Inter

Kroaten har fuldendt sin omskoling til en ægte 6’er, og han er efterhånden en af Inters vigtigste spillere, som han i denne sæson tempererer Nerazzurris opbyggende spil gennem det store ansvar, han påtager sig i boldomgangen. Brozovic er altid spilbar, altid tilgængelig i nyfundne vinkler tilbydende nye trekanter for sine medspillere at benytte sig af for at holde spillet i flow.

Den anden vej er Brozovic benhård i sine dueller, og så løber han solen sort. Midtbanespilleren løber næstflest kilometer per kamp i hele ligaen (11,615 km), og så står han blandt andet bag 37 succesfulde tacklinger, ottende-flest i ligaen. Pasningspræcisionen ligger på imponerende 93,4 procent.

Højre midt: Antonio Candreva – Sampdoria

Få spillere har fortjent personlig udnævnelse som den ofte oversete, og nu allerede 34 år gamle, Candreva har det i år. Fra sin plads som højre midt er italieneren dén spiller, der med afstand står bag flest nøgleafleveringer i hele Serie A i 2021/22 (50), og så er hans mål afgørende tal mildest talt iøjnefaldende af en arbejdsom højre wing fra Sampdoria at være.

Seks mål og fem assists er det blevet til for veteranen, der er i færd med sin bedste sæson som professionel fodboldspiller.

Central midt: Fabian Ruiz – Napoli

Lig Brozovic i Inter er Fabian Ruiz uundværlig for rytmen af Napolis spil med bolden, hvis ikke mere qua den mere fremskudte rolle, som spanieren boltrer sig i under Luciano Spalletti. Ruiz er konstant på bolden, han slipper afsted med 91,6% af sine afleveringer, mens han også haft sidste fod på 18 nøgleafleveringer i år.

Han er en holdspiller og passer sine defensive pligter, og så har Ruiz tilmed skabt sig et kendetegn ved at hakke bolden i kassen i lav til mellem højde fra mellem 15-20 meters afstand. Fem mål og to assists er det indtil videre blevet til i denne for en spiller, der er så meget mere for Napoli end blot mål og assists.

Central midt: Hakan Calhanoglu – Inter

Der er umådeligt tæt løb imellem Barella og Calhanoglu, men sidstnævntes himmelfart den seneste måneds tid giver tyrkeren det afgørende forspring. Calhanoglu blev i sommer hentet gratis til i AC Milan som erstatning for Christian Eriksen, men ingen forventede det store af kreatøren, der ikke rigtig var vellidt i hverken den ene eller den anden lejr.

WhoScored vurderer nu spilleren som den bedste performer set over hele sæsonen (7,51), og det er da heller ikke svært at forestille sig, at han er, set ud fra tyrkerens seneste otte Serie A-kampe, hvor det er blevet til vanvittige fem mål og fem assists.

Samlet står Calhanoglu noteret for seks mål og syv assists i 17 Serie A-optrædener, et antal, der godt kunne vækste betydeligt i foråret.

Venstre midt: Ivan Perisic – Inter

Vi er jo i Italien, og lige præcis her passer en type som Ivan Perisic så fortrinligt ind i et nyklassisk italiensk system som det, Inzaghi arbejder med. Kroaten arbejder benhårdt, og så har han forbedret sine defensive evner til nu at kunne konkurrere om titlen som ligaens måske allerbedste wingback. I hvert fald har han været sæsonens bedste på venstre siden, hvor et tårnhøjt bundniveau har været krydret med fire mål og én assist.

Den tidligere VM-finalist er en drøm af et værktøj for træner Inzaghi, der også tidligere har brugt ham oppe foran, imens Perisic lige så vel kan dække højre siden, skulle det blive nødvendigt. Man vinder ganske enkelt trofæer med en brik som Ivan Perisic til det samlede puslespil.

Angriber: Dusan Vlahovic – Fiorentina

Da serberen startede lidt langsomt ud i denne sæson, spekulerede man hurtigt i, om der nu havde været falsk alarm omkring, at en kommende verdensstjerne skulle være dukket op i Firenze. Al skepsis er siden blevet modbevist, som Vlahovic på overvældende vis har bombet mål ind på samlebånd.

Alt fra straffespark til ”tap-ins”, til hovedstød og drømmehug har været blandt de mange scoringer, som den stadig kun 21-årige angriber har formået at banke ind i netmaskerne i dette efterår.

Med 16 kasser er Vlahovic Serie A’s ubestridte topscorer, og det er snart ikke længere et spørgsmål, om han bliver solgt til sommer – men om det rent faktisk vil lykkes Fiorentina-ejeren Commisso at hente mere end 100 millioner euro hjem for spilleren.

Angriber: Ciro Immobile – Lazio

Lidt i skyggen af Vlahovic står den 11 år ældre Immobile, der ikke synes at være i gang med nogen særlig sæson. EM-vinderen gør nu en gang bare sit arbejde, og det har indtil videre kastet 13 mål og to assists af sig i 15 kampe. Ren kutyme.

Alligevel ret imponerende taget i betragtning af, at Lazio langt fra har været overbevisende i år, mens hans trofaste legekammerat i Joaquin Correa er smuttet til Inter. Tillige er Immobile nu ene angriber under Sarri, hvilket har været et vilkår, han ikke har vist at trives under på det italienske landshold, men det har altså heller ikke holdt ham tilbage for Lazio i denne sæson.