Tidl. Serie A-spiller gør comeback efter 12 års karantæne

Den tidligere Serie A-spiller Francesco Flachi har gjort comeback på italiensk græs, 12 år efter en omfattende karantænedom.

Ikoner som Diego Maradona har gjort et næsten romantiseret eksempel på dét at forbruge narkotikum undervejs i en profileret fodboldkarriere, findes der til fås forbløffelse også eksempler på mere ulykkelige udfald.

Italieneren Francesco Flachi er et modsigende eksempel på et fodboldmæssigt forfald i forbindelse med afhængighed af stoffer, hvilket i 2009 udelukkede ham fra fodbold i den resterende del af hans professionelle karriere.

Flachi spillede i Sampdoria frem til 2007, men angriberen fik revet sin kontrakt over efter at være blevet påvist at have indtaget kokain.

Efter to års karantæne gjorde den dengang 33-årige spiller comeback, da Brescia samlede ham op, men kun seks måneder senere var den gal igen.

Flachis testresultater beviste atter forbrug af kokain, og han blev denne gang idømt 12 års karantæne fra al deltagelse i italiensk fodbold.

Veteranens karantæne udløb for et par uger siden, og det har den nu 46-årige frontmand udnyttet til at vende tilbage til sin elskede sport.

12 år efter sin seneste officielle optræden gjorde angriberen søndag comeback for den lille klub Signa, der hører til i Toscana Eccellenza (regionalliga, som giver oprykning til Serie D).

Angriberen startede inde og blev uskiftet i det 30. minut, efter sigende efter aftale med sin træner.

Spillerens tidligere træner fra Sampdoria-tiden, Walter Novellino, var blandt tilskuerne til stede ved angriberens comeback.

Mediet Football Italia citerer spilleren for følgende udtalelse i forbindelse med gårsdagens kamp:

– Jeg er så glad nu, og jeg vil gerne takke alle dem, der får mig til at føle mig som en fodboldspiller igen. Rejsen er lige begyndt, lad os se, hvad der vil ske. Til maj starter jeg på et trænerforløb.

Francesco Flachi står samlet noteret for 134 Serie A-kampe med 42 mål til følge. I landets næstbedste række blev det til i alt 67 fuldtræffere i 209 optrædener.