Transferkabale er officiel: Roma-håb sender Lazio-spiller på et nyt lejeophold

Italiens ældste fodboldklub lejer AS Romas unge venstre back Riccardo Calafiori, der samtidig sender Lazios Mohamed Fares videre i manegen.

To Serie A-handler er officielle; Genoa lejer AS Roma-håbet Riccardo Calafiori, imens aftalen med Lazios Mohamed Fares afbrydes. Han sendes i stedet videre til Torino.

Det bekræfter alle fire klubber på deres respektive hjemmesider.

19-årige Calafiori brød i gennem på Romas førstehold i slutningen af sidste sæson, og i efteråret fik han ni kampe i alle turneringer, men Giallorossi vurderer, at kometens udvikling ville hjælpes bedst på vej gennem et lejemål.

Der er aftalt en halvårig aftale uden option på køb.

Wing backen Mohamed Fares var frem til nu udlejet fra Romas ærkerivaler Lazio til Genoa, men denne aftale afbrydes.

I stedet skifter den 25-årige algierer til Torino, hvor han ligeledes ankommer på en lejeaftale uden option på køb.

Riccardo Calafiori følges af mange spændte Roma-fans, der ser en ny klubmand i venstre backen, som man håber på at se følge i fodsporene af store navne som Bruno Conti, Giuseppe Giannini, Daniele De Rossi og, selvfølgelig, Francesco Totti.

Mohamed Fares blev i 2020 hentet til Lazio, en sæson efter sin strålende Serie A-sæson for SPAL i 2018/19, som desværre blev fulgt af et skadesplaget år.

Fares’ første sæson for Biancocelesti blev aldrig nogen stor succes, hvorfor man besluttede at udleje ham i 2021/22.

Ni kampe med to mål og én assist til følge præsterede Fares i Genoa-trøjen.